1. bryg - Woodcook Pale Ale


forsiden | gærstarter | 1. bryg | 2. bryg | omstikning | tapning

Det er en smuk lørdag morgen, solen skinner og giver et smukt skær over de -10 grader kolde snedækkede marker. På Vegavej i Søften går Morten og gør klar til at vi skal lave vores allerførste bryg, på det ny-indkøbte semi-professionelle øludstyr.

Et par kroge skrues i loftet så vi kan hæve indsatssien med den færdigmæskede malt, når vi skal sparge ;-)

Der bores hul og monteres tap-hane i de nye gærtanke.

Og så er vi ved at være klar.

Vandet varmes op, efter at den næsten fuld-automatiske gryde har fået sin neopren overfrakke på, og temperaturen checkes meget hyppigt og grundigt, så den er helt rigtigt til mæskningen af malten. Opvarmningen startede kl. 09:25, hvor 20l 15 grader varmt vandværksvand opvarmes med 1.2 grader pr. minut til 74 grader.

Kl. 11:00 tilsættes malten via indsatssien, og de magiske 65 grader opnåes, som giver mæskningsprocessen de bedste betingelser for at trække sukkerstoffer og enzymer ud af malt-blandingen, så det gyldne bryg begynder at tage form. Det viser sig at være lidt svært at holde temperaturen på 65 grader. Flere gange må vi minde os selv om at relaxe og "have a home-brew".

Det lykkedes dog bryggerne at få tid til en enkelt kop kaffe og en doktor, mens malten mæskes. Der er simpelthen tale om ægte råhygge.

Kl. 12:30 er første mæske-trin afsluttet og temperaturen skal hæves til 75 grader for det sidste mæske trin. Kl. 12:45 er temperaturen ved at være oppe på de 75, og vi starter timeren for de sidste 15 minutters mæskning.

Kl. 13:05 hæver vi indsatssien over vandspejlet og påbegynder spargingen, dvs. at vi hælder 78 grader varmt vand igennem malten, samtidig med at vi har pågegyndt opvarmningen af urten til kogning. Vi tilsætter ca. 10 liter vand på denne måde, og kl. 14:00 erklærer vi at urten er klar til at modtage den første humle :-)

tilsætning af humle.

Der kæles for den kogende urt og de nye bryggere er spændte på resultatet.......

Der skal tilsættes ialt 3 gange humle, af 2 forskellige typer. Den første koger med i 60 min, den anden i 30 og den sidste i de sidste 10 min. Pludselig er urten færdig og nedkølingen skal igang i en f..... fart, men de 10 graders nattefrost har sat sine spor på Mortens udvendige vandhane, til hvilken han havde tænkt sig at chilleren skulle kobles,så vi kan ikke lige få koblet "chilleren" til vandværket. Og, der var jo også noget med at chilleren skulle koge med i urten de sidste 10 min. for at blive steril. Men der er jo låg på gryden!!! Et er teori, et andet er praksis. Vi hiver låget af gryden de sidste 5 min. og smider chilleren i. Efter endnu et par minutter skruer vi tuden af Mortens vandhane i bryggerset og sætter en 3/4" gardena-fitting Benny tilfældigt havde medbraft på blandingsbatteriet, og SÅ får vi gang i chilleren, alt i mens vi får desinficeret gærtanken og gærlåsen i iodophor. Husk: Relax, have a HB.........

Morten har lagt ca. 10 m. vandslange ud i sneen, så vandet bliver godt nedkølet på sin vej til chilleren, og således bliver urten nedkølet til de ønskede ca. 30 grader på 10-15 min. Nu kan urten tappes i gærtanken

Endelig: vi har undfanget vores første hjemmebryg. Urten er nu sat til gæring og det ser lovende ud. Om 7 dage skal vores første Pale Ale "stikkes", dvs. tappes fra een gærtank over i en anden, så vi får startet anden gærings-runde, og samtidig kommer af med det første lag bundfald.

Klokken er nu efterhånden 16 og vi gør klar til at starte næste bryg. En Winter stout, som ser spændende sort ud. Det her tegner til at blive et langt og varmt venskab mellem os og det kære brygger-grej.